Okstindan
Nord-Norges tak

Hvorfor sitte inne, når alt håp er ute?

K. Bing om Oxtinderne
Fra Den Norske Turistforenings Aarbog 1903

Efterhvert som Turistlivet kommer at udvikle sig i Helgeland, vil selvfølgelig ogsaa det pragtfulde Fjeldparti nord for Røsvandet, Oxtinderne, mer og mer tildrage sig Opmærksomheden. Skjønt det - i alle Fjeldlande - er et Mindretal af de Besøgende i vedkommende Distrikt, som gør Afstikkere fra de opstukne, magelige Ruter og giver sig i kast med de mindre tilgjængelige Tinder og Bræer, saa er det dog dette Mindretal, hvis Reiser og Hændelser særlig bidrager at give vedkommende Distrikt sin Tiltrækning og Charme som Turiststrøg. Hvormange Procent af de Reisende i Schweiz f. Ex. er det vel, som bestiger Montblanc og Matterhorn eller vandrer over de store Gletschere? Det er ikke mange, og dog er det disses Ture, som lægger sit romantiske Skjær over Schweiz som Turistland, dog er det disse forholdsvis faa, som faar mest Elsk til Landet, og som ved sine Beretninger særlig henleder Opmærksomheden paa Schweiz og holder Interessen for dette Turistland vedlige.


Helgeland har mange prægtige Fjeldgrupper inden sit Omraade, ude ved Havet saavel som inde i landet. Oxtinderne vil imidlertid blant Turisterne sikkerlig komme til at staa som No. 1 af disse Grupper. De er de høieste af dem alle, har vakre former, er forholdsvis vanskelig tilgjængelige og indtager et saa stort Omraade, at det blir rig Anledning for Turisten at vælge mellem en Flerhed af Ture og til selv at udfinde nye Kombinationer, en av Fjeldturisternes største Fornøielser.


En Ulæmpe, som iallfald har mødt hver eneste af de faa, som hidtil har gjort mere eller mindre vellykkede Forsøg paa at trænge ind i denne Fjeldregion, er Skodden, som er en særdeles hyppig Gjæst, og som kan komme pludselig, uden Varsel, Ja, selv naar man i Dal og ved Strand har det vakreste Veir og dernede synes at bemærke, at Bræen saavelsom Fjeldene ligger der i tindrende Klarhed, kan det alligevel ofte hænde at man tager mærkelig feil, at der over de store Sneflader ligger et tyndt, neppe synligt Taageslør,som ikke gaar væk Dagen lang, og som er tæt nok til at indhylle Brævandreren i et eneste graat Einerlei, som berøver ham enhver Udsigt. Men for Fjeldmanden gjør denne og andre slags Vanskeligheder Fjeldturen end mere pikant; han føler end mere Tilfredsstillelse, naar han trods Vanskelighederne alligevel tilslut opnaar at faa nyde al Fjeldverdenes Herlighed. Selve Vanskelighederne, at komme sig frem, hvor Terrænet synes at forbyde Fremtrængen, og styre ret Vei,hvor Skodde og Mørke gjør alt sit for at bringe en ud af Kursen, det er noget, som med Rette bringer de mange til at afholde seg fra den Slags Turer, men som for den erfarne Fjeldmand har noget ligefrem tillokkende. Akkurat som med Sportfiskeren, som har mere Fryd af at faa den ene gjenstridige Lax paa sin Stang end at faa 100 i al Mag i Nøter eller Kar.


Oxtinderne bestaar af tildsammen 11 mere udprægede Fjeldtopper. Den høieste af dem er Oxskolten, 1912 Meter o.H, Nordlands høieste Top. I hele det nordlige Norge, i Tromsø Stift, er der bare en Fjeldtop, som ifølge Opmaalingerne overgaar den i Høide, nemlig Bræfjeldet (lappisk Jæggevarre) paa Lyngenhalvøya i Tromsø Amt, hvis Høide er maalt til 4 Meter mere. Bræfjeldets brede, langstrakte Top er imidlertid dækket af et mange, vistnok 15-20 Meter tykt Snelag, mens Oxskoltens Top er snebar. Regner man derfor efter det faste Fjeld, saa naar Oxskolten høiere op end Bræfjeldet. Det kan ogsaa tænkes at Sneen paa Bræfjeldet i varme Somre efter forudgaaende ringe Snenedbør kan smelte saa meget, at Bræfjeldets Høide, Snekaaben medregnet, blir mindre end Oxskoltens Høide. Kort og godt: Oxskolten er 1912 Meter høi. Bræfjeldets Høide er - varierende!


Oxskoltens Udseende er eiendommelig. Navnet vil give en Anelse om Formen. Den vakreste af Topperne er Oxhornet, 1907, M.o.h., en udpræget Tinde med bratte, men regelmæssige, for en stor Del sneklædte Sider. En af de laveste, Sørtind, 1562 M., har skarpeste Fjeldkam, og det turde være en ret interessant Opgave for en flink Fjeldmand at traversere denne Top. Med Undtagelse af Oxkalvene, tre Topper paa Vestsiden af den nordlige Oxtindbræ,henholdvis 1676, 1550 og 1592 M. høie og af mere massive Former, samt Toppen (1868 M.h.) strax syd for Oxskolten, har de alle Tindefacon.


Oxskolten er vistnok døbt saaledes af Opmaalerne i 1883. Den i Gruppens Centrum beliggende 1808 M. høie Top, hvor den geografiske Opmaaling har opført en høi varde, benævnes paa Kartet Oxtinden. Ellers har ingen af de enkelte Tinder havt sine særskilte Navne. Da nærværende Forfatter besøgte Fjeldene i 1900, gav han enkelte af Fjeldene og Bræpartierne Navne, og for at betegne, hvilke er hvilke, er ovenfor samtidig tilføiet Høiden paa hvert enkelt Fjeld.


Det vakreste Syn av Oxtinderne har man fra Umaavandet lige ved Rigsgrænsen. Herfra viser sig Oxskolten, Oxhornet, Svartfjeldet (1868 M.) og Stekvastind (1751 m.) i al sin Herlighed. Disse fire østlige Oxtinder danner en Gruppe for sig og kaldes af Befolkningen med et fælles Navn: Austtiderne. Ogsaa Oxtinden sees herfra.


Fra Leirskardalen i Korgen, hvor man hos Kristoffer Fjelddal vil kunne erholde passabelt Logi, kan man enten tage over Leirskarelven ved Gaarden Fjelddal (paa Kartet: Skaret) og under meget jevne Stigningsforholde naa op til Mørkbækkens Udspring af Mørkbækbræen, hvorfra man gaar en halv Times Tid østover langs Ryggen af Graafjeldet for saa at bøie mod Syd ind paa Oxtindbræen. Dette er den mageligste Vei til Oxtindbræen og de fleste af Oxtinderne. Eller man kan fra Fjelddal følge Dalen indover langs Leirskarelva paa dennes Nordsie (som oftest i nogen Afstand fra elven, hvad Terrænforholdene selv vil tilsige en), og trænge sig ind paa Oxtindbræen i det trange pas nord for den nordligste af Oxtindkalvene. Paa den del af Bræen, man her kommer ind paa, Oxtindbræens nordostlige Arm, forekommer adskillige oftest snedækte Sprækker, saa man ikke tør gaa over dette Bræparti uden flere i Følge og bundne i Tau (med 6-8 Meters Afstand mellom hver Person). Men tager man denne Forholdsregel, bør Tilstedeværelsen af skjulte Sprækker (de aabne, synlige er ufarlige), ikke afskrække, og ad denne Vei kommer man til Foden av Oxskoltens Nordvest-Eg, hvorfor Bestingingen af "Skolten" lader sig udføre uden synderlig Vanskelighed.


Østfra kan man tage som Udgangspunkt Fjeldstuen Umbugten, hvor der er godt Kvarter, eller den af Finner beboede Gaard Høgstaby i Sverige. Fra et af disse Steder ror man paa Umaavand, til man er i Høide med Græsvandet, tager saa langs Sydsiden af denne indtil Spjeltfjeldalen. (I Baad over Græsvandet vilde være at foretrække, og Baad lader sig vistnok uden større Vanskelighed praktisere fra Umaavand op i Græsvandet.) Fra Spjeltfjeldalen stiger man op til Oxhornets østlige Udstikker, paa Kartet betegnet med Høiden 1278 M., og herfra i Sydvest opover den lille, men bratt Charles Rabots Bræ, - opkaldt efter den franske Naturforsker, som før nogen anden foretog videnskapelige Undersøgelser af bræforholdene i disse Egne-, indtil man naar Skaret mellem Oxskolten og Oxhornet, og saa med et er inde paa Høiden af Oxtindbræen. Fra det nævnte Skar kan man i Løbet af en halv Times Tid bestige Oxhornet, som byder paa en vindunderlig vid og vakker Udsigt til alle kanter, hvad nærværende Forfatter som under første Bestigning af dette Fjeld heldigvis havde glimrende Veir, havde Anledning til at konstatere. Fra Oxskolten, hvis Top ligger lige ved, og kun er 7 Meter høiere, maa man selvfølgelig have samme Udsigt.


Ogsaa fra Nord, fra Kjendsvandet, og fra Syd, fra Røsvandet, er Oxtinderne tilgjængelige. Ovenfor er omtalt de mindst besværlige Adkomster.


K. Bing.

Fra Den Norske Turistforenings Aarbog 1903